Du er her

Julegrise med krølle på halen
Nu nærmer julen sig, og der er sikkert mange, der har planer om en god flæskesteg, hjemmelavet sylte, og gode pølser. Når grisene har gået rundt og rodet i den gode vestsjællandske muld, får man en god smag i munden. Man kan være sikker på, at de hverken har fået stress af lange transporter til slagterier i udlandet eller indeholder medicinrester. Så de er lige til at sætte tænderne i – til glæde for ganen, maven og den lokale griseavler. En af de lokale griseavlere er Karsten Rasmussen fra Ravnemarken (www.ravnemarken.dk). Hans grise har gået på friland siden de blev født i april måned og er fodret med økologisk foder. Karsten har valgt at opdrætte økologiske grise fordi det for ham ”giver mening, at grisene er sunde, kan udfolde deres naturlige adfærd og de smager godt”. I år har Karsten haft 35 grise med krølle på halen på sin mark. De økologiske frilandsgrise er nu klar til slagtning. Boeslunde Røgeri (www.boeslunderoegeri.dk) står for parteringen og kan også lave røgvarer og andre delikatesser af kødet.