Du er her

Vi åbner ny Café-Butik i Medingsgård på Nytorv

Bestyrelsen i foreningen Spis Lokalt har i vinterens løb arbejdet intenst for, sammen med en arbejdsgruppe, at danne fundamentet for en Café-Butik, og det er planen at åbne denne café-butik til maj.
Det vil være en kombineret cafe og butik, med salg af lokale kvalitetsfødevarer og mad fortrinsvis tilberedt af disse, konventionelle såvel som økologiske. Menuen er ærlig mad lavet fra bunden og varierer efter årstidens udbud.

Hvorfor gør vi det?
I Skælskør og omegn er vi som bekendt en bred vifte af lokalavlere, som kan tilbyde alt lige fra frugt og grøntsager til kød og kaffe. Ud over at sælge vores varer vil vi også gerne inspirere vores kunder, besøgende og erhvervsdrivende, til hvordan lokale fødevarer kan indgå i den daglige husholdning eller som en del af et cafébesøg. Målet er at man i caféen f.eks. skal kunne nyde dagens kartoffel, friskplukket persille, lækre rødbeder som lige er hevet op af jorden eller økologisk kød fra kvæg, som går og græsser næsten lige uden for vores vinduer - alt efter hvad årstidens skatkammer byder på.

Cafeen erstatter vores markedsbod
Café-Butikken vil erstatte vores markedsbod, hvor rigtigt mange har støttet op igennem de 3 år vi har haft åbent i boden lørdag formiddag i sommerperioden, såvel frivillige til at hente varer og passe boden som handlende.
Tiden er nu til at tage det store skridt og tilbyde dels salg af lokalt producerede fødevarer og dels café med te, kaffe og enkle retter samt mad ud af huset hele ugen og hele året og ikke kun lørdag formiddag i sommerperioden.

Hvem er vi
I skrivende stund er firmaet Spis Lokalt ApS. ved at blive stiftet med en bestyrelse bestående af: Henriette Hunsballe, Hunsballe Grønt, Peter Hartvig, Søborggaard, Karsten Rasmussen, Ravnemarken, Ole Hansen, Kaiza og Steen Hansen Sparekassen Sjælland.
Vi har fundet et lokale i Medingsgård, Nytorv 1, som ejes af Ole Hansen. Efter ombygning vil vi have en god lokalitet til vores projekt, med mulighed for salg og servering både indendørs og udendørs på Nytorv og på en terrasse i gården med udsigt til Noret.
Til at varetage den daglige drift i Café-Butikken ansættes Gunnar Hansen, Nanna Refsgaard og Charlotte Albjerg som de tre bærende kræfter.

Vi håber, I vil støtte op om os og vores nye tiltag
Vi håber at rigtigt mange vil støtte op om projektet og det kan gøres på forskellige måder:
Selvfølgelig mest ved at handle i butik og café.
Køb af anpart til kr. 5.000 stk.
Køb af støttebevis til kr. 500 stk. Køb af støttebevis står foreningen Spis Lokalt for, og for hver gang der er solgt støttebeviser for i alt kr. 5.000 køber foreningen Spis Lokalt en anpart i Spis Lokalt ApS.
Der kommer mere om ovennævnte, men har du allerede nu spørgsmål eller andet, så kontakt os meget gerne på info@spislokalt.dk

Med venlig hilsen og på gensyn i Spis Lokalt Café-Butik
På vegne af bestyrelsen
Formand Karsten Rasmussen
Foreningen Spis Lokalt