Du er her

Landskab ved Skælskør
Lokalt landbrug - fortid, nutid og fremtid

I de historiske rammer på Borreby Gods drøftede en blandet flot af producenter og aftagere af fødevarer fortid, nutid og fremtid for landbrug og lokal afsætning af fødevarer i vores område. Der var lagt op til debat om muligheder for øget samarbejde mellem lokale producenter og aftagere af fødevarer med inspiration fra to oplæg.

- Joachim Castenschiold, godsejer og teaterdirektør, fortalte om udfordringer ved at drive et gods og afsætte produkter lokalt.

- Henrik Terkelsen, økologisk kvægavler, og Carsten Søgaard, økologisk korn- og grøntproducent, gav indblik i deres samarbejde om grønt- og kødproduktion og fortalte om deres afsætningskanaler.

Som en ekstra godbid blev dagen afsluttet med en rundvisning i og bag teatersalen på Borreby.

Det var en god dag, med mange gode input fra både oplægsholdere og tilhørere. Det blev klart, at der faktisk er restaurationer i vores lokalområde, som serverer lokale fødevarer. Det blev også klart, at for store restaurationer, kan det være et problem at skulle indkøbe varer fra mange mindre producenter. Det viste sig også at være et problem for flere restaurationer, at aftage hele eller halve dyr, da et menukort typisk er bygget op omkring ganske bestemte dele af dyret.

Med dette møde blev diskussionen om muligheder for samarbejde mellem lokale producenter og restauratører sat på dagsorden i Slagelse kommune. Det bliver spændende at, hvad det kan udvikle sig til.